1
Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.
2
Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskens Børn retfærdigt?
3
Nej, alle øver I Uret paa Jord, eders Hænder udvejer Vold.
4
Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.
5
Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre
6
og ikke vil høre paa Tæmmerens Røst, paa den kyndige Slangebesværger.
7
Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;
8
lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
9
Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbaarent Foster, der aldrig saa Sol.
10
Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede.
11
Den retfærdige glæder sig, naar han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; Og Folk skal sige: »Den retfærdige faar dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer paa Jord!«