1
Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2
Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;
3
ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.
4
Hvor længe stormer I løs paa en Mand, — alle slaar I ham ned — som paa en hældende Væg, en faldende Mur?
5
Ja, de oplægger Raad om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. — Sela.
6
Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Haab;
7
ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.
8
Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;
9
stol paa ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. — Sela.
10
Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, paa Vægtskaalen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.
11
Forlad eder ikke paa Vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpaa!
12
Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.